Tiden er inde, Natten er nær,
Somren har blomstret ud.
Ludende duver de skumrende Træer,
ribbet for hvert et Skud.
Bølgende glider de gule Alleer,
Skygger og Blade og Siv,
glider, som hulkende Sorger og Veer
gennem et Menneskeliv.
Ensomme Bænke ved Stierne staar,
og kender til Drøm og Forlis,
kender til Tanker, der trælsomme naar
at lænkes til Død og befries.
Ensomme Bænke er som smaa Liv,
der lever i daglige Træk,
kender til Drømme, Længsler og Kiv,
der svinder som Dagene væk.
Himlen er som et hældende Tag
udover Rovfugles Flok,
dristig paa Flugt under Skyernes Jag,
Himlen er ikke dem nok!
Vidderne mætter den hungrige Strøm.
— Evighedsvældet er vidt —
Tiden og Rummet er som en Drøm,
hvori de har kæmpet og stridt.
Tungsindet gror i Mulmet bedst,
dybt i den gamle Skov —
er, som en ensom Rytter til Hest,
ude paa Menneskerov.
Dybest i Skovens sumpede Ro,
dulgt som et lønligt Blik,
flammende, sælsomme Ildblomster gro,
og gemmer din Drøm, der forgik.
— — —
Lykken, den er som den flygtende Hjort.
Du jager den, som en besat,
stønnende gennem Dagene bort.
— Da kommer den dybe Nat!
Kommer med Mørke, med Kulde og Is,
gemmer den flygtende Hjort,
stævner din Drøm til Død og Forlis,
er som en haanende Tort.
Kaster dig ned paa den kolde Jord.
Du favnes af Storme og Slud.
— Lykken, den er som et vekslende Spor
der viskes af Livet ud.
Hulkende slider i Jorden din Mund.
Drømmen om Daad er forbi —
Vigende høres paa Skovbundens Grund
dens Flugt, som en fjern Melodi.