Ene i Skumringens dæmpede Skygge,
ene med Savnets og Sorgernes Høst.
Minderne lægger sin blegede Lykke
i vore Hjerters vemodige Lyst.
Du, som tog frem vore Kærlighedsbreve,
kun for at brænde dem i min Kamin,
følte du ikke hvert Ord burde leve,
som var vor Ungdoms fortryllende Vin?
Ene i Skumringens dæmpede Skygge,
vaager vi over den hellige Ild,
ser, at den breder sig over vor Lykke,
over de elskede Ord, som var Spild.
Elskede, tilgiv, at jeg vil forlange
Vaarnætters Duft over Vinterens Sne.
Giv mig da bare den ængsteligt bange
Taare, du græder over min Ve.
Mange vil mene, Medlidenhed saarer;
mange vil sige: at elske gør stolt.
Den, som har Kærlighed i sine Aarer,
elsker hvert Minde, som han har beholdt.
Ene i Skumringens dæmpede Skygge
følger vort Øje, til Blikket bli’er stift,
Ilden, som breder sit funklende Smykke
over vor Kærligheds smuldrede Skrift.