Hisset bag de sorte Skove
bor min Ven.
Vejen tør jeg ikke vove
at gaa hen.
For det store, tunge Mørke
er saa tæt,
og mit Hjerte mangler Styrke,
er saa træt.
Derfor er jeg saa alene
og saa trist,
spejder ud mod Havens Grene,
først og sidst.
Det bli’er Nat og det bli’er Morgen —
det bli’er’ Dag.
Men om Dagen gør mig Sorgen,
ak, saa svag.
Og saa bli’er det atter Aften —
Solnedgang. —
Kommer du da aldrig til mig
nogen Gang?
Det bli’er Skumring. Mørket falder.
Dagen dør. —
Kom, du Kære, hør, jeg kalder —
kom, som før!
Tys! jeg hører Trin paa Gruset.
Er det dig?
Gaar du listende mod Huset?
Nej — ak, nej!
Her er ingen, kommer ingen —
alt forladt. —
Trætte Fugle sænker Vingen
under Nat.