Natten var dæmrende lys.
Markerne laa som frodige Svøb om Jorden.
Paa Engen græssede det røde Kvæg fortroligt.
Det blaaligtgrønne Korn
stod blikstille i Luften,
med halvmodne Aks.
En Sti løb igennem Kornet —
en Sølvsti —
som traadt af rappe Barnefødder.
Jeg hørte de kaldende Fuglefløjt,
og jeg lyttede bevæget —
som i min Ungdom.
Jeg stod ganske stille paa Stien,
imellem Kornet —
i Erindringens Sølvdis —
og drak min Ungdom —
angst for at røre mig.
Jeg blev næsten ét med Luften
og det lysende Korn.
— Ak, hvilken Nat —
en Aabenbaring af Skønhed!
Jeg gik ind i Landet,
beruset af Skønhed —
jeg gik lige ind i Maanen,
som stod sølvren over Bakken.
Jeg saa de unge Graner staa med brune Spyd,
svangre med Kogler.
Jeg saa de grønne Blaabær i Risene,
og fornam den ramme Rævlingeduft —
Duften fra min Barndoms Heder.
Jeg stirrede ned i de dybe, tatersorte Grætter,
og snusede til Tørvelugten.
Grætterne var bundløse —
som vilde Sind.
Jeg stak mine Hænder ned i det dampende Vand,
og klappede den gode, glinsende Tørv.
— Ak, hvilken Nat —
fra min Barndoms Nætter!
— — —
Nattens Aande havde løsnet sig,
og laa som en mælkehvid Taage over Mosen.
Alle Trolde og Hekse var ude den Nat.
De gabede grinende over Bakkerne,
med lange, gule Hugtænder.
Og Ellepiger svævede, sagnomspundne —
som i Folkevisens Dage.
Usynlige Riddere sprængte forbi mig,
med dragne Sværd,
der blinkede romantisk i Natten.
Jeg gned mine forgjorte Øjne —
som Jægeren:
Drømte jeg —
eller var jeg vaagen? —
Jeg saa Pan vakle drukken ud af Skoven.
Da lo jeg højt:
Hvilken koglende Nat!
— — —
Duggen perlede i Græsset,
hvor jeg badede mine nøgne Fødder,
og vilde Margueriter hang sorgløse i Engen —
hvide og gule —
Dagligbrød bredte sig i Kløveren,
og Stedmoderen smilede i Marken,
med sine blaa Øjne.
Jeg plukkede dem alle —
og fortrød det.
Jeg stjal dem fra Natten;
jeg rev dem brutalt fra hinanden,
de søde Elskende —
begærligt, som Mennesket.
Jeg kyssede dem alle,
og bar dem hjem,
trykket til Brystet.
Jeg satte dem i det kølige Brøndvand.
Dér stod de og duftede forlegne.
— — —
Intet rørte sig —
alt var uendeligt stille —
som før Skabelsens Dag.
Træernes Blade aandede næppe hørligt —
Løvet lyttede.
De hemmelighedsfulde Planter
stod med frugtsommelige Bægre.
Og Blomsterne blottede deres Køn i Natten
higende mod Befrugtning.
Honningens søde Duft
strømmede gavmildt gennem Haven.
Dagens travle Bier
sov dybt i deres mørke Kuber.
I Dammen rakte Aakanderne,
med tyste Hænder,
de lønligt hvide Skaale op mod Natten.
Og Natten drak begærligt
af deres blege Skønhed.
— — —
Jeg sov ikke den Nat —
Nattens Skønhed brændte i min Sjæl.
Tre Gange løb jeg ud,
og favnede dig hver Gang —
beruset af Skønhed.
Og tre Gange løb jeg hjem,
for at fæstne paa Papiret
dit usigelige Billed,
du lyse, du dejlige!
Men forgæves!
Magtesløs erkendte jeg din flagrende Skønhed —
flygtig, som Tiden.
— — —
Ingen sov den Nat —
selv gamle Koner vaklede ud paa Vejen.
Natten kaldte dem.
De drak deres Ungdom —
ligesom jeg.
Deres Ansigter var lukkede i en dyb Drøm —
som hos Søvngængere.
Unge, elskende Par
gik tæt sammenslyngede forbi mig.
Deres Ansigter lyste glædesdrukne
i Sommermørket.
De saa mig ikke —
de saa kun sig selv.
Ranke, som spændstige Træer,
gik de fremmede forbi mig.
Og jeg fornam en sødmefuld Smerte —
en vemodig Længsel —
en gammel Uro i mit Sind.
Forglemte Minder steg fra min Ungdom.
Jeg knugede min Haand mod Hjertet:
— Ak, hvilken Nat —
hvilken usigelig Nat!