Hvad kender du til Mørket, du, som er saa blid?
Hvad kender du til Sorgen i mit Hjerte? —
Du er jo Somrens Rose, saa yndig, skær og hvid,
og Mørkets Gerninger du aldrig lærte.
Hvad kender du til Døden, du, som er saa mild?
Hvad kender du til Angsten i mit Indre?
Til Længslen, der fortærer og brænder som en Ild,
som ingen Taarer, ingen Graad kan lindre.
Hvad kender du til Taarer, du, som er saa kold,
naar jeg vil trykke dig mod mine Læber?
Men vent til Mørket kommer, du er i Høstens Vold,
da Nattefrostens Død dit Hjerte dræber!
Da skal din Krone visne og falde trist til Jord —
og da vil Døden lære dig at græde!
Og om dit Smertensleje det tunge Mørke gror —
det Mørke, som forstemmer Somrens Glæde.