Jeg gik over Kirkegaarden,
over den Dødes Bo,
i Aftes i Maaneskæret,
mens alle Stjernerne lo.
Op mod den funklende Himmel,
som baaret paa Bjerge af Tro,
hæved’ sig Kirketaarnet
højt i gigantisk Ro.
Maanens lysende Straaler
jog alle Spøgelser bort.
Kun i Kastaniens Skygge
var Dæmringen dyb og sort.
— — —
Det rørte sig omme bag Vedbend,
det tripped’ paa lette Sko. —
Det var to Unge, der flygted’,
mens alle Stjernerne lo.
Den Døde skal gemmes i Graven,
under en Sørgepil,
og over Graven skal hvile
Maanens fortryllende Smil.
Den Døde skal glemmes i Graven,
skal lukkes bag Vedbend og Ro.
Og Tider skal dø og skal komme,
og En vil gaa der, og to.