Aldrig mere skal vi mødes.
Kom, min Muse, kom igen!
Lad mit Hjerte bare ødes,
blot du være vil min Ven.
Jeg skal fryse, uden Klage,
jeg skal sulte med et Smil.
Om du komme vil tilbage,
skal jeg trælle, uden Hvil.
Du kan raade for mit Hjerte.
Du kan raade for mit Liv.
Giv mig blot en evig Smerte,
og jeg hvisker til dig: Bliv!
— — —
Jeg har søgt min Barndoms Heder.
Jeg har grædt min Ungdoms Graad.
Hun er ingen, ingen Steder.
Og min Sjæl ved intet Raad.
Og jeg spørger Havets Bølger:
Bor hun i det dybe Vand?
Ved I, hvor min Søster dølger
sine Fodspor i jert Sand?
Og jeg spørger alle Bjerge:
Har I hørt min Søster le?
Har I hende i jert Værge?
Luk jer op og lad mig se!
Og jeg spørger Nattens Skove:
Har hun skjult sig i jert Gem?
Alle Træer, I skal love,
at min Søster kommer hjem!
Hør! jeg raaber alle Vegne,
og jeg spørger Luftens Lyn:
Bor hun dèr i disse Egne?
Har hun skjult sig for mit Syn?
Alle Skyer, I skal svare,
om hun aldrig kommer hjem?
Er hun i den store Skare,
som paa Himlen bruser frem?
Er hun dèr i Aftenrøden?
Er hun Drømmen, som jeg ser? —
Ak, tilsidst jeg spørger Døden:
Lever hun da ikke mer?
Store Død, min sidste Trøster,
bor hun paa din blege Ø? —
Før mig til min døde Søster,
vær barmhjertig, lad mig dø!