Vinter igen. Et blygraat Hav,
hvor hvide Maager ilsomt flakker.
En gusten Sol, saa bleg som Rav.
Mod Vest en Mur af mørke Bakker.
Mod Solnedgang en øde Ild,
hvor Skove langsomt bliver borte.
Og dybt mod Nat det samme Spild
af Maanesmil og Skygger sorte.
Vinter igen. Det samme Vejr.
De samme graa og gustne Toner.
Drømmen igen! Det samme Skær
af Evighed mod øde Zoner.
Bestandig bruser Havet ind,
og splintres i afmægtig Vigen.
Uroligt blafrer i mit Sind
den samme formaalsløse Higen.
Melankoli. Et øde Selv.
Et Kaos i et udbrændt Indre.
En graasprængt Himmels tunge Hvælv,
hvor skjult de samme Stjerner tindre.
Om Dagen Landet aabner sig.
De samme Perspektiver møder.
Det er kun Farver! skriger jeg,
kun Billeder, Naturen øder.
Den samme Sorg. Det samme Nag.
Den samme graa Sangs golde Øde,
hvori jeg finder mit Behag,
hvori jeg skriger mig til Døde.
Du Munkekutte, sort Mystik,
luk op dit røde Sind, der gløder!
Mig møder Maanens gule Blik,
et sælsomt Smil, der staar og bløder.
Vinter igen. Den samme Kval.
De samme ørkesløse Dage.
Den samme Drøm. Den samme Pral.
Den samme graa, banale Klage.
Hvor Øjet rækker, intet Raad,
kun Havets meningsløse Higen.
Afmægtig blander sig min Graad
med Maagers monotone Skrigen.