Kæmpende stadig med Stoffet i Nætter sorte,
kredser min Sjæl bestandig om Tanken, hin stolte,
som fra sin dunkle Bevidsthed stiger, lig Stjernen,
funklende op over Sjælens natlige Himmel.
Fygende Dagene falder, som Stjerner i Støvet.
Timerne hidsigt jager, som buldrende Kæmper.
Fra Tidens evige Vande drypper Minuttet,
segner som dræbte Sekunder, dødsdømt i Nuet.
Dybest skal Hjertet lide, hvis Sjæl er afmægtig.
Haanden sig knytter om Pennen — som Hænder om Knive.
Nu! I det selvsamme Nu skal Tanken besejres!
Svar mig, Hovmodige — du, som jeg ofrer mit Hjerte!
Højt over Nætternes Gru og dæmoniske Mørke,
stiger den nyfødte Dag, som et Genfærd, i Østen,
blotter sit blændende Bryst — som en Elskov sin Glæde,
leende, lueforgyldt for den diende Morgen.
Da, i et lynende Nu, som den vagtsomme Jæger,
støder jeg ilsomt min Dolk, som et Gribnæb, mod Tanken.
Stoltest skal Hjertet banke, naar Tanken forbløder.
Endelig! Tanken er dræbt — men Ideen lever!