Til Cai M. Woel.
Det Stof, som du gav Liv,
blev født i Smerte over Hverdagen.
Du blev Hverdagens Digter.
Men i dig ulmer Asken
fra den store Højtid.
Ulmer skjult i dig
bag en Mur af graa Hverdage.
Du smiler tappert i Dagen —
angst for at forraade dig.
Kun dine Hænder dirrer.
Afmægtig slæber du Sten paa Sten til
„Hverdagens graa Grædemur”.
Du stemmer Ryggen imod
den tunge Kolos —
vi kalder Livet.