Til den ukendte Digter.
Din Latters Ekko ler i mine Ører,
naar Haanden fatter hed om Glædens Bæger.
Men dybest dog din Graad mit Hjerte rører;
thi Taaren er et Salt, som os bevæger.
Med Smil og Latter vil vi os forsvare;
men Graaden blev for os den dyrebare.
Vi hilste den: et Barn af Sorg og Smerte —
med knyttet Haand, da vi blev født til Verden.
Vi næred den i Drømmen om et Hjerte;
den fulgte os i Elskov, al vor Færden.
Men i vor Manddom Graaden blev til Latter:
Vor Latter blev for os et Panser atter.
Med Dyret kan vi ikke le og græde;
thi Graad og Latter blev hin Skabning nægtet.
Vor Sjæl af Smil og Taarer, Sorg og Glæde:
et Skabnings Under — er med Aand beslægtet.
Naturens Ekko ler i vore Munde —
livsalig Graad i Hjertets dybe Grunde.