I Nat gik jeg
grublende
langs de duftende Hegn:
En silende Regn
faldt fra et graatungt Himmeløde.
Jeg stod lidt
under de dryppende Træer,
tyst —
som hensunken i noget ulegemligt,
evigt.
Et Fugleskrig vækkede mig,
kaldte mig tilbage
til mit Selv.
Jeg for sammen,
ramt af noget Levende.
Mit Hjerte tog til at banke
angst —
som havde Døden strejfet mig
i denne Stund,
der føltes som uendelig.
Og dér i Natten,
tyst, under Bladehanget,
fornam jeg Regnen,
som et Tidedryp
fra Evigheden.