Der vokser Blomster i Dødens Have.
Der visner Roser, som stod i Gaar.
Ak, den, der søger mod Tidens Grave,
kan aldrig læges for Livets Saar;
thi intet mørkner de hvide Haar.
Ak, hvem kan sige sig fri for Taarer,
er det en Skabning i Livets Favn.
Der strømmer Længsler i alles Aarer,
der evigt bølger mod Lysets Havn,
hvor alt forløses, som er af Savn.
At hige efter det evigt hvide,
at søge Lyset i Livets Gang,
og stille lægge hvert Krav tilside
og finde Fred i en fattig Sang,
har altid været min Trøst og Trang.
Men Sorgen lagde sin tunge Kaabe,
og blev til Huse som hadet Gæst.
Og Tungsind drypped’ sin bitre Draabe
i Hjertet over den sidste Rest
af Livets Glæde og Livets Fest.
Jeg kan ej synge med Toner bløde,
for jeg ved ikke, hvor Glæden bor.
For længe siden mit Hjerte døde.
Ak, i mit Hjerte slet intet gror,
og aldrig mere mit Hjerte tror.
Nu vandrer jeg i min Barndoms Egne,
i tung Erindring om, hvad jeg ved,
har ingen Hvile, er ingen Vegne,
hvor jeg kan finde den mindste Fred,
og ingen Stilhed naar til mig ned.