Hvad vil du nu igen i Nat?
Du kommer tit til Ruden hen.
Skal jeg fortælle dig igen,
hvordan det nu er fat?
Ja, ja, saa skin paa Bordet dèr:
Du ved vel, Høsten den er nær?
Du har vel set, at Skovens Træer
nu staar i visne Klæ’er?
Hvorfor jeg sidder her i Nat? —
Aa, Kære, undskyld at jeg ler!
Du ved, hvordan det nu er fat,
og spørger dog om mer.
Ja, ja, saa skin paa Bordet dèr.
Saa skal jeg hviske det igen:
Jeg ved, han har en anden Ven. —
Derfor jeg sidder her.