Jeg ved et Navn, saa evigt stort
i Verdens Rum,
der gennem tunge Aar har gjort
min Glæde stum.
Og brydes Bølgen bred og grum,
mod ensom Strand,
da staar det skrevet, som med Skum,
i Kystens Sand.
Og skilles Skyen i en Rift
for Blæstens Skælv,
da staar det, som med Flammeskrift,
paa Himlens Hvælv.
Og kommer Mørket som et Had
en Uvejrsnat,
da staar det skrevet paa hvert Blad
i Skovens Krat.
Og vælder Stormens vilde Kast
i Huset ind,
saa hamrer den hvert Bogstav fast
dybt i mit Sind.
Og stiger Sorgen som en Flod,
paa Længslens Bud,
da maa jeg samle alt mit Mod
og holde ud!