Roser du sendte mig, straalende, røde,
dem har jeg lagt ved mit Bryst.
Hør, hvor de hvisker om Kærtegn søde,
hvisker med hemmelig Røst.
Mørket har bredt sit barmhjertige Klæde
over et Liv, der forladt
venter forgæves, mens Roserne græde
i den sørgmodige Nat.
Venter og venter. — Se, Sommeren segner.
Nu er det langt over Høst! —
Kommer du aldrig? — Roserne blegner
een efter een ved mit Bryst.