I Nat vaagnede jeg:
Der var lyst i Stuen
maanelyst.
Jeg satte mig op
og saa mod Ruden.
Noget drog mig:
En Kniv stod skarp
i Maanelyset —
en Bajonet!
rettet mod mit Hjerte ...
Da forstod jeg:
Krigen var kommet!
Jeg skreg ikke —
mit Skrig var forstenet.
Jeg saa mit eget Skrig
staa knivskarpt mod Natten —
mod Maanekniven:
Menneskets Skrig!