I en Tid,
hvor vort Hjerte staar stille
af Undren og Angst,
mindes vi med Vemod,
som noget usigeligt dyrebart,
hine Aandens Kæmper,
der kæmpede for Frihed,
Sandhed,
Fred over Verden,
Barnets Fremtid,
Moderens Ret.
Mod Nattens Stjerne
spejder vi søvnløse
efter et Tegn
i kommende Tider
paa Frihed, Sandhed,
Fred over Verden —
hin dyrebare,
usigeligt saarede,
hvis tabte Kærlighed
lyser imod os:
Menneskets Ret!