Det sner derude i den sorte Nat,
og paa min Rude ser jeg Frostens Mærke.
Og Storm og Mørke vælter i Tagfat:
To Jætter, som i Nat er lige stærke.
— Hvad vil du Mørke med din store Ve?
— Du skal den Fremtidsløse faa at se.
Han sidder her ved Bordet, uden Kraft;
han sidder her ved Arnen, uden Kære.
Hun sidder dér med Brystet uden Saft,
som kan det spæde Barn i Vuggen nære.
— O, Faderløses — Moderløses Ve!
— Du skal de Fremtidsløse faa at se.
Det stormer ude i den sorte Nat,
og Ruden truer, som af blege Hænder:
— Se, vore Fædres Gud har os forladt!
Vi ser en Gud, som kun har glubske Tænder.
En Verden falder for en ond Idé.
I skal de Fremtidsløse faa at se.
Det sner derude i den sorte Nat,
og Frosten lægger sig imod min Rude,
hvor Døden har sin kolde Aande sat:
En haabløs Gru, som lukker alting ude.
— Faa Fred da Broder for din store Ve!
Du blev derude for en ond Idé.
Det stormer ude i den sorte Nat —
det stormer inde i mit eget Hjerte.
Paa Bordet lyser Lampens Kuppel mat:
En Haabets spinkle Flamme — Fredens Kærte.
— O, Mørke, lad det store Under ske:
at Lyset tændes for en ny Idé!