Jeg tørster aldrig efter Vin,
men dine Læber,
endskønt den Drik de skænker mig
er den, der dræber.
Jeg ejer i min Sjæl en Sum
af mørke Magter.
Jeg er en Slave af et Sind,
som jeg foragter.
Imellem os staar som en Mur
en anden Kvinde.
Det hedder aldrig mere Ven. —
Det hedder Fjende.
Jeg kommer aldrig mere nær
din Læbes Lykke.
Men jeg vil sende dig hver Nat
mit Legems Skygge.
Og den skal kredse om dit Sind
med stærke Sanser.
Og du skal være viljeløs,
som Fnug, der danser.
Og jeg vil lade Hadet gro
dybt i mit Hjerte.
Og aldrig skal en Taare mer
mit Øje smerte.
— — —
Jeg elsker dig saa dybt, at jeg
til Tider tænker:
Gud give, at vi begge laa
i Dødens Lænker.
Vi skulde sove Mund mod Mund
i Gravens Celle,
saa ubekymrede, som Børn,
om Livets Vælde.
Vi skulde sove som berust
af mørke Magter.
Vi skulde sove fra et Liv,
som vi foragter.
Jeg længes saa usigeligt
mod dine Læber,
endskønt den Drik, de skænker mig,
er den, der dræber.