Du stryger Lokkerne bort fra Panden.
Der ligger Had i dit Blik begravet.
Uroligt mellem os bruser Havet.
To Verdensdele, langt fra hinanden.
Hvad kan formilde de kolde Øjne?
Jeg ser din Lok er saa fin og gylden.
Det dufter vaarligt fra Havehylden,
men Luften tynges af skjulte Løgne.
Jeg ved din Kind er saa lun som Silke.
Ak, hvem der fødtes foruden Sanser.
Jeg fatter intet, min Tanke standser.
O, hvilke Ord kan bevæge — hvilke? —
Kun Havet mellem os det forstaar jeg.
Det er jo alle de brudte Løfter,
den tunge Tavshed, de dybe Kløfter.
Og i dets Bølger af Savn forgaar jeg!