Skal min Dag nu haste bort —
som en Tone ud i Rummet?
Skal min Glæde nu forstummet
hvile i sin Grav, formummet
i mit Hjertes Ensomhed?
Møder jeg dig blot en Gang,
skal jeg aldrig mere klage,
skal jeg Graaden helt forsage,
skal jeg smile alle Dage —
selv i Dødens Ensomhed.
Fjernt fra Livets Angst og Kval,
fjernt fra Verdensrummets øde,
fjernt fra det, der brast og døde,
smiler du mig mildt i Møde,
i min Aftens Ensomhed.
Giver du mit Hjerte Fred?
Hører du min Længsel raabe?
Natten er min mørke Kaabe!
Dybt i Hjertet Blodets Draabe
drypper tyst i Ensomhed.