Det var Dag. —
Saa du noget? —
Halvmaanen saa jeg:
Den laa paa Himlen,
paa det blaa og blændende Ansigt,
som et sænket Øjelaag.
Bleg, som Dug,
som Blomstens beaandede Blade,
sløret af Skyer:
Som Guds eget Øjelaag,
smertet af Taarer
over Mennesket.
Saaledes lukker Gud
sit Øje over Dagen —
over Dagens Synd.