Elskede, vær stille, Keruberne sover!
Sammen vil vi liste ind i Paradisets Skød,
gribe det vidunderlige, selve Livet lover.
Frygt kun ikke Sværdets forfærdende Glød.
Luk saa Laagen lydløst. — Aa, Luften gør mig svimmel!
Kender du paa Duften, vi er i Paradis?
Se, de bløde Blomster, og den høje Himmel.
Her er ingen Graad og Kamp og intet Livsforlis.
Se, de vilde Fugle, der over Haven glider.
Sammen vil vi drikke af Blomsternes Blod,
være sammen nu og tilsammen alle Tider,
aande ud i Kærligheden, Evighedens Rod.
Kan du føle Livet, det forunderlige?
Jeg er din for Evighed med Legeme og Sjæl.
Du er bleven Hersker, og dit Kongerige
strækker sig fra Issen og til min nøgne Hæl.
Elskov er saa hemmelig, som hede Blomsterkalke,
og saa uudgrundelig, som den dybe Nat.
Den er som en Flugt blandt skønne, hvide Falke,
vidunderlig at eje, som en gylden Skat.
Naar det bliver Morgen, med Dug paa Blomster stængel,
Solen kysser Jorden, som en Moder mild,
da vil Laagen aabnes af den hvide Engel,
og vi bliver slagne med Flammesværdets Ild.
Men vi frygter ikke at møde Morgenrøden,
og skal vi fordrives, fordi vi Livet nød;
hvad har det at sige, vi er to om Døden,
og jeg bærer Livets Frugter i mit Skød.