Det er tæt mod Paasketide.
I en sildig Aftentime
sidder gemt i tunge Tanker
ved en øde Flod en Kæmpe.
Østens gule Maane gløder
og de fromme Stjerner lyser.
Og han folder sine Hænder,
hvisker sagte: — Kære Herre!
Fra min første Ungdom søgte
jeg den stærkeste at tjene.
Og en Fyrste stor jeg valgte;
men jeg saa, han frygted’ Djævlen.
Mørkets Herre da jeg tjente;
men jeg saa, han frygted’ Korset.
Siden da jeg tjente Kristus,
han, den stærkeste af alle.
Mangen Pilgrim har jeg baaret
over Flodens stride Strømme.
Lang var Dagen — ensom Natten.
Ingen Fred fandt til mit Leje.
Herre, du som alting mægter,
skænk mig Stjernens fromme Nætter.
Se, jeg tjener dig alene,
Herre, af et ydmygt Hjerte.
— — —
Det er tæt mod Paasketide.
Det er hellig Midnatstime.
Og det hænder samme Time,
at et Barn i hvide Klæder
sagte rører Kæmpens Kappe,
og en bønlig Stemme beder:
— Fader, milde, gode Fader,
bær mig over Flodens Strømme.
Kæmpen smiler mildt til Barnet:
— Det er Nat nu over Floden.
Og han peger over Floden,
hvor de fromme Stjerner lyser.
— Mangen Pilgrim har jeg baaret.
Se, jeg hviler efter Dagen.
Man han røres over Barnet.
— Kun et Barn, da let at bære.
Og han aabner sine Arme,
sætter Barnet paa sin Skulder,
træder Flodens stride Strømme
gennem Nattens Maanemørke.
Og han smiler gennem Mørket:
— Kun et Barn, da let at bære.
Hold mig fastere i Haaret.
Det er Nat nu over Floden.
Men det underlige hænder,
at den store, stærke Kæmpe
langsomt føler sine Kræfter
svinde for hvert Skridt, han tager.
Og han stønner under Byrden,
bærer den med al sin Styrke.
Men han synker dybt i Floden
med et Barn kun paa sin Skulder.
Og han raaber: — Ingen Byrde,
jeg har baaret over Floden,
var som denne tung at bære.
Se, jeg trykkes under Vandet!
Og han spørger: — Hvem er Barnet,
som paa Knæ mig ned kan knuge?
Hvorfor skælver mine Skuldre?
Svar mig du, som er et Under!
Da fra Himlen ruller Torden.
Sorte Skyer fortærer Maanen.
Stormen farer over Floden,
flænger Kæmpens tunge Kappe.
Gennem Luftens tætte Mørke
skærer skarpe Lyn i Natten,
og i Flammer brænder Floden.
Og han raaber: — Frels mig, Herre!
Og en Røst naar til hans Øre
gennem Stormens dybe Skælven:
— Jeg er den, som elsker Verden.
Det er Verdens Synd, du bærer.
Det er Kristus, som du bærer
paa din Skulder over Floden.
Herren hørte dine Bønner,
skænker Fred til dine Nætter.
Og en Røst naar til hans Øre:
— Du er døbt i Flodens Strømme.
Du skal hedde Christophorus,
den, som bærer Jesus Kristus.
Vend tilbage over Floden,
vaag og bed og vær taalmodig.
Herren vogter dine Veje.
Vær velsignet, Christophorus!
— — —
Det er tæt mod Paasketide.
I en tidlig Morgentime
sidder gemt i fromme Tanker
ved den samme Flod en Helgen.
Vendt mod Dagens Paaskemorgen
gør han Korsets Tegn for Brystet.
Bøjer sig med ydmyg Andagt,
kysser Kristusbarnets Fodspor.