Lad mig se dit røde Hjerte.
Jeg vil se om du mig elsker. —
Elsker du mig? — Giv mig Tegnet!
— Intet Svar — kun Blodets Banken.
Ræk mig Kniven! — Knap er Tiden.
Her skal ingen mere længes!
— Hvor det Hjerte bange bløder,
ret som om det bange elsker. —
Gem dit Hjerte — gem det evigt —
i dit Legems røde Mørke!
— Ak, jeg elsker dig til Døden,
og jeg ved at Elskov dræber!
Blev jeg din, jeg ogsaa døde,
i en vild og salig Smerte.
— Dræb mig ved dit røde Hjerte!
Jeg er rede. — Giv mig Tegnet!