Kalder nu en Stemme fra det fjerne,
fra Æteren,
under Rummets evige Stjerne.
Er det dig, der sørgende leder,
min Kærlighed?
Er det dig, der spørgende beder? —
Ak, jeg ejer intet — kun Livet —
det eneste.
Alting har jeg mistet og givet.
Vil du eje alle mine Dage
indtil Døden,
selv det sidste Haab, jeg har tilbage?
Tag da ogsaa dette, som mig fjerner
fra de Døde,
du, som evner mer end Rummets Stjerner.
Tag den sidste Lindring fra mit Hjerte:
Dødens Tanke.
Ræk mig Evighedens dybe Smerte!
Du Usigelige — aldrig trøstet
bli’er din Længsel.
Alle mine Taarer har du høstet.
Og som Rummets Stjerne skal du vandre
evigt — evigt,
med en Sjæl, som intet kan forandre!