Jeg sad en Nat paa en Sten ved Havet.
Mit Sind var vendt mod Morgenen:
Dér, bag den heftigt røde Bræmme,
vilde Morgenen komme!
Og mit Sind var fyldt
med en heftig Forventning.
Da skød en Skare sorte Fugle
op over Havet.
De kom fra Øst.
De flygtede fra Morgenen —
som jaget af en panisk Frygt.
De fløj mod Vest —
mod Nattelandet.
Og jeg vendte mig og saa mod Vest,
hvor Fuglene forsvandt:
Et tordenblaat Mørke
gled hastigt ud i Horisonten.
Og en dyb Undren betog mig:
Hvorfor flygtede disse Fugle mod Mørket
af Angst for Morgenen? —
Deres Instinkter jog dem ...
Var det kanske Guds Ansigt, de frygtede?
Og jeg rejste mig.
Og som jaget af en panisk Frygt,
flygtede jeg selv fra Morgenen.
Mit Instinkt jog mig:
Bort mod det tordenblaa Mørke —
bort fra Guds Ansigt!
Og jeg kom til Skoven.
Og bag Træernes Løv skjulte jeg mig ...
Som Kain skjulte jeg mig.
Og jeg spejdede ud imellem Løvet —
ræd for Guds Ansigt:
Da i en heftig, rød Brand laa Havet.
Morgenen fødtes!
Som et guddommeligt Hjerte, der glødede.
Og jeg betoges af en ufattelig Glæde:
Dette var Guds Hjerte!
Dette var Guds levende, ufattelige Hjerte!
Dette var Guds Blod,
der flød paa Havet!
Dette var Guds Ansigt,
der spejlede sig i Havet!
Og uværdig gik jeg frem
for Guds Ansigt.
Herre, bad jeg,
uværdig er jeg til din Dag —
din store, ufattelige Dag.
Men lad din Sol skinne i mit Hjerte,
at Mørket maa flygte —
som dine Fugle mod Natten!
Og se, Gud bønhørte mig:
Dér, rundt omkring mig sad Fugle —
de sorte Fugle.
Og de sang en tindrende Sang til Dagen
en stor, ufattelig Sang
til Guds ufattelige Dag.
Og atter gik jeg mod Havet.
Og atter sad jeg paa Stenen.
Mit Sind takkede for Morgenen.
Den heftige Forventning
var gaaet i Opfyldelse:
Dagen levede —
Guds Dag.