Vi kom og saa dig danse — sad og hvisked’.
Vi sad og undred’ os: — Er dette muligt —?
Saa kongelig en Fugl, saa fint et Hoved,
saa skøn en Sjæl — saa levende en Glød.
Og vi gik hjem, mens Glæden sang omkring os,
og Nattens Stjerner stod og tindred’ ømt.
Og ingen af os sov — men laa og drømte
om Dansen din og Rytmen i dit Blod.
Vi stod og hvisked’ ved det tunge Budskab.
Vi stod og undred’ os: — Er dette muligt —?
Saa skøn en Sjæl, saa kongelig en Fugl,
og nu saa stille kun — og kold og Minde . . .
Og ingen Dans — kun denne hvide Stilhed —
skønt Dagen stod og skælved’ klar omkring os. —
Og Dagens Timer randt med samme Tanke:
— Saa hurtigt levet — og saa hurtigt død. —
Vi staar ved Graven med den samme Hvisken. —
Vi staar og undrer os: — Er dette muligt —?
At disse Blomster ligger her og skygger
for denne Glød og kongelige Fugl —?
Ja, ja — Farvel da. — Ingen Drøm er evig ...
Du hjalp os til at leve lidt endnu. —
Hav Tak da for den Rytme, som du gav os,
og Tak for Drømmen — Dansen din — og alt!