Der gaar igennem Skoven
en Anelse af Høst,
ret som en Fremmed dèr en Tid har gæstet.
De tusind Stammer klager:
Sig hvem har været her;
har Døden været her en Nat og festet?
De tusind Stammer mumler
tungsindigt, som et Hav.
En Jættehær imod den døde Himmel,
hvor sorte Skyer kæmper,
og ingen Stjerner ser,
og ingen Maane gør min Tanke svimmel.
Meen kongelig er Stormen,
som Ørnens Vingeslag,
og den har Vintrens tunge Malm i Røsten.
Den naar de høje Tinder,
den naar det dybe Hav,
thi den er Dødens Sendebud i Høsten.