Min Tanke vandrer
i Drømmens Skyggeland,
ad de natlige Stier,
mod dig,
du, som bestandig er min Længsel
som i vor Kærligheds Morgen.
Men de tunge Skygger
holder mig fast
og fører mig bort fra Stierne
og ud i den kogende Nat.
Og det altopslugende Mørke
klamrer sig til mig
med sit sørgmodige Væsen.
Da spejder mit Øje
i Nattens Mulm
efter det evige Lys
fra min Kærligheds Stjerne,
som har sat mig Stævne her
i Drømmens tidløse Nat.
Og jeg ser:
at Himlens Skyer
kaster deres Kapper til Side
for det evige Lys.
Og i et flammende Nu,
som omspænder Tiden,
møder jeg din Sjæl!
Saaledes møder jeg dig,
du, min Kærligheds Stjerne,
i Rummet.
Og for bestandig
er mine Dage Nætter —
og mine Nætter Dage.