Ingen at elske,
som giver i Nat
mig sin glødende Mund!
Længslen maa rase,
som Stormen, og dø,
som en herreløs Hund.
Lever her intet —
kun Maane og Skygger
og svajende Stammer —
end ikke Anelsen
kun af et Hjerte,
som hemmeligt flammer?
Strækker jeg Hænderne frem,
kan i Mørket usynligt jeg møde
den, som forskyldte,
at alle Dage
og Nætter er døde!