Du kom og gav mig hvide Hyacinter,
endnu med Duggen paa de spæde Lin.
Du vilde samle Elskovs sidste Splinter,
og bygge op vor Kærligheds Ruin.
Du satte Haab til denne Sammenkomst;
men hilste mig Farvel med Vaarens Blomst.
Tusmørket kryber frem som sorte Snoge,
og drømmer dunkelt om hver Hyacint.
Der strømmer ud i Stuens smalle Kroge
en Duft fra skjulte Blomsters Labyrint.
Et vildt Begær, der bølger mod mit Sind,
der er som vævet ind i Elskovsspind.
Vi fulgtes gennem Vaarens blide Nætter,
og Somrens hede Brand tog os i Favn.
Nu kun en Klynge Hyacintbuketter
bedrøvet hvisker om dit kære Navn.
Min Tanke, Sans og tunge, graa Fornuft
forvildes i den hede Blomsterduft.