Vent paa mig, saa vil jeg komme,
naar de sidste Skygger falder,
naar den dybe Skumring kalder,
og den stærke Dag er omme.
Se, jeg haster mod dig, Kære,
gennem Skovens mørke Indre.
Før de første Stjerner tindre
skal vort store Møde være.
Vent paa mig, som Vaaren venter
under Sneens stille Lagen.
Se, min Længsel, stærk som Dagen,
trodser Skovens høje Skrænter,
trodser Vejens trange Slugter,
iler mod dig gennem Tiden.
— Ak, det er saa længe siden,
dette Hjerte bar paa Frugter.
Vent paa mig, naar Lyset svinder.
Lad mig gribe dine Hænder,
møde dig, jeg ikke kender,
før den stærke Dag oprinder.
Træthed tynger mine Skuldre,
men jeg ænser ingen Smerte.
Lad mig segne mod dit Hjerte
før de sidste Skygger smuldre.