Lad mig hvile ved dit Hjerte —
kun en Time — kun en Time.
Kun en Stund af Evighedens
sagte Rislen gennem Tiden.
Lad mig kysse dine Hænder
og din Mund — og siden — siden
dø med Jubel — Livets Jubel,
naar mit Hjertes Klokker kime.
Dagen synker imod Natten,
og den sidste gyldne Strime
brister stille, som en Tone,
bort i Altets skønne Riger.
Og som Livets Dage, synker
al min Tanke, higer — higer
mod at hvile ved dit Hjerte,
denne sene Skumringstime.
Disse sene Skumringstimer,
disse mørkesvangre Tider.
— Kommer der fra Altets Verden,
færdes der i disse Riger
mon et Væsen, der behersker
denne Nat, som stiger — stiger
i det dunkle Skumringsøde —
denne Nat, der lønligt glider.
Store, dybe, tavse Væsen,
er du Længslen — er du Sorgen?
Skænker du mig Graadens Under,
giver du mit Hjerte Minder?
Stryger du saa blidt min Pande
i en Nat, der rinder — rinder
hemmeligt, som Jordens Kilder,
ventende paa Livets Morgen.