Vinteren kommer fra Norden
og fra det yderste Hav.
Rytteren drager Sværdet,
rider i skarpe Trav,
hugger sig ufortrøden
Vej til det spædeste Liv.
Skoven er stærk, men Døden
bøjer den som et Siv.
Skoven stod ribbet og hærget,
stirred’ paa mig som en Blind.
Sneen saa, den var nøgen,
hylled’ barmhjertig den ind,
sænked’ sin hvide Stilhed
over de ludende Træer,
skænked’ dem i sin Mildhed
den skønneste Kaabe hver.
Brandrød staar Solen i Vester,
Luer omkring den slaar —
Det er, som om Solen bløder,
som om dens Hjerte forgaar.
Fuglene tier bange,
fryser sammen paa Kvist,
Nætterne bliver saa lange,
— min Tanke saa fattig tilsidst.
Men i de hvide Nætter,
udover Vintermuld,
fjernt over sovende Skove
fjæler en Maane sit Guld;
glider, som ved et Under,
frem af et Skytæppes Rand.
Skoven i Nattens Stunder
bli’r til et Eventyrland.