Jeg sidder foran Livets Ansigt
opfyldt af Ve,
og kan dets store, stærke Linjer
og Furer se.
Og ved, at her er ingen Naade
og ingen Trøst,
thi Livet ejer intet Hjerte
i sit Bryst.
Det kræver Mod, det kræver Styrke,
det kræver Kraft.
Har ingen Brug for vege Viljer,
har aldrig haft.
Det vaager ubarmhjertigt over
Alverdens Ve.
Og Millioner spørger Livet:
hvad vil der ske?
Men ubevægelig som Sfinksen,
med Træk af Sten,
det hører ingen, svarer ingen;
men ser paa En
med dette Blik, der som en Afgrund
indgyder Skræk,
med dette store, stærke Ansigts
forslidte Træk.
Jeg ved det knuser mig med Tiden,
maaske i Dag.
Dog elsker jeg dets triste Ansigt,
dets tunge Drag.
— — —
Jeg elsker Livet — elsker Livet,
som kun den kan,
der er af Livet — selve Livet
lyst i Ban.
Jeg elsker al dets Graad, dets Glæde,
dets Sorg, dets Savn,
elsker, om det saa er Klangen
af dets Navn.
Elsker det, som den kun elsker,
der kender Tab.
Elsker det med sand og levende
Lidenskab.
Giver det mit Blod, min Taare,
mit Hjertes Sang.
Giver det, naar Timen kommer,
mit Liv en Gang.
Giver det, naar Døden træder
mig under Hæl, —
atter i min sidste Aften
min tabte Sjæl.