Det regner stille i Dødens Have.
Det er en Aften i tidligt Foraar,
at Livet viser sit blege Ansigt
herinde mellem de tyste Grave.
Og Regnen siler ned til de Døde.
De stille Døde, som ikke elsker,
som ikke lider, og ikke længes,
hvis Sjæle slumrer i evigt Øde.
Jeg længes stadig mod disse Døde,
mod dem, der tømte det tunge Bæger,
som kender det, som jeg ikke kender,
den sidste Smerte, som jeg skal møde.
Hvor alt er smaat imod denne Viden,
hvis Sandhed ikke er søgt og kunstig,
som viser sig i sit fulde Væsen
og er saa stærk, at al Kraft er liden.
Jeg søger Lyset — jeg vandrer Mile.
Jeg elsker det, som jeg ikke kender.
— Ak, Livet er som en haabløs Higen
for den, der aldrig har kendt til Hvile.