Over Heden — over Tørvegrave
høres Vibens trøstesløse Skrig.
Koen saa sagtmodig paa sin Mave
gumler mellem Sommerfuglelig.
Og i dybe — afgrundsdybe Nætter
høres Violiners Stemmeklang.
Det er fjerne — længst afdøde Jætter,
som akkompagnerer Vibens Sang.
Og den samler sine sidste Kræfter,
og dens Sang bli’er saa usigelig.
Ingen Fugle synger Viben efter;
ingen ejer Vibens vilde Skrig.
Taagen stiger højt i Natten silde.
Og i Læ af Mosekær og Krat
er det som en Heks har holdt et Gilde
hemmeligt i Dagens unge Nat.
Der, hvor Solen sanked’ sine Rester
af sin Purpurkaabe, og gik ned,
er det store Violinorkester,
som kan høres fjernt i Nattens Fred.
Men i Østen — over brune Høje
kommer Himlens Pilgrim atter frem.
Maanen vaager, som et Argusøje,
over Hedens smaa, naive Hjem.
Og mod Maanens gyldne Ansigt retter
jeg min Hyldest — stille, andagtsfuld;
og i dybe — afgrundsdybe Nætter
er det som jeg gaar og sanker Guld.