Dybt i Hjertets dybe Kamre,
lydt i Nætter sene,
hører jeg min Skæbne hamre
haardt sit: Mene, mene .. .
— — —
Jeg har vidst det hele Tiden,
fra vor første Morgen.
Skæbnen skiller os, og siden
— siden kommer Sorgen.
Mens du sov i Nattens sene
Timer, jeg i Mørke
kæmpede mod Skæbnen — ene
mod dens store Styrke.
Jeg har vidst det hele Tiden
i hver Times Pavse.
Jeg alene var for liden.
Mine Ord blev tavse.
Alle Lykkens Glæder nød jeg
hemmeligt med Smerte.
Derfor var det, at jeg bød dig
kun et fattigt Hjerte.
Jeg har vidst det hele Tiden,
for min Lykke vil jeg
slaa et Slag mod Skæbnen — siden
river den mig til sig!
— — —
Dybt i Hjertets dybe Kamre,
lydt i Nætter sene,
hører jeg min Skæbne hamre
haardt sit: Mene, mene ...