Vi har set ham, som døende Olding —
det gamle Aar.
Man har sagt os: en Dreng vil fødes,
naar Klokken slaar;
men vi véd, at den døde Olding
atter opstaar.
Det er ham, som vi hilser med Jubel —
om vi formaar.
Men vor Jubel er blandet med Smerte —
vi, som forstaar;
thi vi véd, at den Dreng vil fødes
til Oldingekaar.
Vi har set ham i flakkende Drømme,
som en Forrykt.
Og at haabe af hele vort Hjerte,
har vi forsøgt;
men vi véd, at hvert Haab, som har levet,
er født af Frygt.
Vi skal give den Barneolding
en brændende Daab.
Vi skal skjule vor leende Smerte
i befriede Raab;
men forlad os vort frygtsomme Hjerte,
vort haabløse Haab!
Thi vor Angst, som er skabt af Tiden,
alle forstaar,
og vi føler den dybt i vort Hjerte,
naar Klokken slaar,
mens vi hilser med grædende Latter:
det nye Aar.