Se, Taagen stiger i den dybe Skov
ved Søen, hvor jeg venter paa min Elskte.
Ved Søen har han lovet mig at møde;
men ingen kommer. — Her er sælsomt øde.
Kun stiger dybe Suk op fra Søen,
og gennem Taagen skimtes Maaneøen.
Der er ej nogen Nat saa kvalfuld lang,
som den, hvori jeg venter paa min Elskte.
Hvor mon han sover? — Ak, hvor mon han drømmer?
Se, Morgensolens Guld fra Østen strømmer.
Af overmægtig Længsel gennembæves
Alverden. — Kun min Længsel er forgæves.