Ved du noget om mig?
Har du Vidner? —
Maanen var ikke oppe.
Og ingen Stjerner lyste.
Der var kun Skoven.
Men Skoven kan ikke vidne;
thi alle Blade er døde.
For det er Høst nu,
og ikke den røde Sommer,
vor Elskovs Sommer.
Saa er der Mørket —
Mørket er det samme.
Men jeg benægter Mørket.
Du har intet Vidne!
Du ved intet!
Jeg lyver.
Om Dagen lyver jeg.
Min Mund er rød af Løgn,
mens jeg lyver.
Og mine Hænder lyver.
Mine Hænder, som er hede og feberagtige.
Jeg knytter dem paa Ryggen,
at de ikke skal røbe mig.
For mine Hænder ved noget.
De husker!
Men du skal ikke tro det.
For mine Hænder ved intet.
Se, nu er mine Hænder hvide og løgnagtige.
De hilser paa dig,
som fremmede Hænder.
Saadan er mine Hænder om Dagen.
Men om Natten aabner de sig —
og længes!
Husker du?
Det var i den røde Sommer,
vor Elskovs Sommer.
Maanen var oppe.
Og alle Stjerner lyste.
Skoven havde alle sine Blade.
Alle Blomster aabnede sig begærligt,
og sugede Maaneblodet til sig.
En Flod gik fra Maanen til Jorden.
En Sølvflod.
Jeg saa det!
Hvor længe skulde vi vente?
Maaske en Evighed?
Maaske et Nu?
Ingen ved noget om Tiden;
thi ingen ved noget om noget.
Vi ventede ikke.
Vi tilhørte hinanden,
før denne Maaneflod var omme.
Dit Ansigt levede
i en stor, vild Drøm.
Det var Maaneblodet,
der skinnede paa dit Ansigt.
Jeg husker dine Hænder:
To urolige Fugle,
der fløj over mit Legeme.
Et Legeme,
som ikke længere var mit,
men Nattens, Maanens og Jordens —
og vor Elskovs.
Jeg husker intet mere.
Nej, det har jeg glemt.
Jeg vil glemme!
Jeg tør ikke huske!
Jeg gaar ikke længere derud i Skoven.
Nej, nu sidder jeg inde,
forstenet over mine Løgne.
Thi Skoven kunde maaske røbe mig?
De døde Blade kunde maaske røbe mig?
Maaske er de endnu ikke allesammen døde?
Jeg kender dig ikke.
Jeg ved bare, hvad du hedder.
Men jeg hvisker aldrig dit Navn.
Thi Vinden kunde maaske høre mig —
og den store, begærlige Maane?
Og alle disse nøgne Grene i Skoven,
de vilde maaske pege Fingre,
om jeg hviskede dit Navn?
Derfor hvisker jeg bare dit Navn til Mørket.
Thi Mørket er det samme —
Mørket er min Ven.
Og Mørket spotter mig ikke.
Mørket er selv som en stor, sort Længsel.
Dit Navn, hvisker jeg.
Bare: dit Navn.
Ikke andet.
Jeg kender dig jo ikke.
Jeg ved bare, hvad du hedder.
Mørket er mit Vidne!
Vi mødes.
Vi siger pæne Ting til hinanden.
Vore Øjne skinner, mens vi siger det.
Vor Nat taler vi ikke om.
Det er allerede længe siden. —
Det er bare en Nat, som skinner i vore Øjne
En død Nat.
Og saa ler vi:
Thi en død Nat er jo intet!
Hører du noget i min Stemme?
Nej, du hører intet.
Thi min Stemme er som Silke.
Jeg bestræber mig.
Og saa ler jeg triumferende,
naar jeg hører min Stemmes Silke.
Lægger du Mærke til det?
Lægger du Mærke til, at min Stemme skriger?
Hører du det ikke!
Hører du ikke, at jeg skriger!
Et Steds skriger min Stemme,
bag al den løgnagtige Silke.
Jeg har sagt det:
Mørket er min Ven.
Mørket spotter mig ikke:
Ikke min Mund,
naar den brister mod Mørket.
Ikke mine Tænder,
naar de bider i min Pude.
Eller mine Hænder,
der staar sorte i Mørket,
truende sorte.
Mine Hænder, som vil leve.
Ikke mit Skød,
der higer imod dig,
i det store, berusende Mørke.
Nej, Mørket spotter mig ikke.
Mørket er min Ven.
— — —
Engang i Tiden,
vil maaske alting blive anderledes?
Naar vi begge er døde,
da skal vi maaske leve?
Ja, jeg føler det:
at vi skal leve,
naar vi er døde:
Tæt sammen.
Maaske bare èn Sjæl?
Thi det er maaske det ufuldkomne,
at vi er to?
Men maaske er vi bare to,
for at stræbe efter at blive fuldkomne?
Elskede, jeg ved det:
at vi skal leve, naar vi er døde!