Splintret af Ild stod Skyen rød,
kasted i Bølgens Favn sin Glød.
Gylden som Rav brød Solen frem,
skød som en Blomst af Gryets Gem.
Moderlig øm og honninggul,
steg den af Havets vaade Skjul.
Smeltede Jordens frosne Krop —
kaldte hver Sjæl til Lyset op.
— — —
Min Sjæl, som før sad bøjet, graa,
og som i Vinterdvale laa.
Den brød af Mulmets Puppelag,
fløj som en Fugl mod Lys og Dag.
Den sprang paa lette Fødder ud,
fløj som en Brudgom mod sin Brud.
Genfødt ved Vaarens Morgengry,
og jublede: paa ny, paa ny!