Du bød Farvel — gav mig til sidst
et iskoldt Blik.
— Ak, Stuen blev saa tom og trist,
dengang du gik.
Din Tid var knap. Du havde Hast.
Det var saa sent.
Alt, hvad du sagde, var saa fast
og ærligt ment.
Du havde taget Frakken paa
og skyndte dig.
Men Handskerne paa Gulvet laa.
— Dem gemte jeg.
Din Haand var slap — og du gik bort
i Nattens Slud.
Det regnede, og det saa sort
og stormfuldt ud.
Og Døren lod du staa paa Klem —
som før saa tit.
Og Blomsterne i Stuens Gem
de skælved lidt.
Du bød Farvel. Jeg blev saa ræd
for blot et Blik.
— Det var, som alt omkring mig græd,
dengang du gik.