Fortæller jeg dig, mens du smiler,
om alt det jeg ved,
da er det som Sorger siler
i Afgrunde ned.
Jeg spændte de stærkeste Strenge
paa min Sjæls Violin;
men de hulked’ og bad saa længe,
at de sprang med et Hvin.
Jeg satte mig op paa min Ganger
og red over Land.
Jeg kæmped’ mod giftige Slanger
og brusende Vand.
Saa drog jeg min skarpe Lanse,
og saared’ saa vel;
men traf i mit Hjerte — og sansed’,
det blødte ihjel.
— — —
Min Lykke splintres og splintres
af Storme og Jag.
Og haabløst vintres og vintres
den blegede Dag.
Alle de vintrede Dage,
som falmede Haar,
vender en hjælpeløs Klage
mod Tider, der gaar.