Nu kryber Grævlingen i Vinterhi,
og Bonden har for længst kørt ind sin Avl.
Bleggyldne Blade falder mig forbi.
Fuldmaanen gaber over Gaardens Gavl.
To Katte gør paa Silkepoter Kur;
men Lænkehunden fjerner dem, som Fnug,
hvorefter spejdende den staar paa Lur
og slikker Snuden, der er vaad af Dug.
En Stund den staar og halser og gi’r Vejr
og lunter derpaa i sit Hundeskur.
— Men henne, midt i Maanens milde Skær,
en Kvinde staar i Læ ved Gavlens Mur.
Jeg nærmer mig og sagtner mine Skridt.
Hun ser mig ikke, staar i Drøm fortabt.
Jeg læner mig mod Havens graa Stakit
og ser paa Mennesket, som Gud har skabt:
Det er, som hun i Syner synker hen,
mens Maanen gavmild giver hende Glans.
— Nu lever hun sin Ungdom om igen,
med al dens Jubel, Elskov, Fest og Dans.
Det pusler ængsteligt i Havens Krat.
Et Pindsvin kryber mod mig, sært og sort —
som narret af den hvide Maanenat.
— Jeg vaagner op og vandrer langsomt bort.
Og hvor jeg vandrer, falder Lys og Lød.
Af Maanestraaler er Alverden fuld.
— Jeg glemmer, at jeg er til Alvor fød.
Det er, som om jeg gaar og sanker Guld.