Der er et Haab, som lønligt skinner,
en Higen i vort Væsens Dyb,
som næres af saa stærke Minder
og bæres af det mindste Kryb,
en evig Tro paa Lysets Magt,
igennem Vintrens stumme Vagt.
Og stormer det i Uvejrsnætter,
og ruller Havets tunge Døn,
saa Angsten gaar, som sorte Jætter,
igennem Sjælens dybe Løn,
vi hører Haabets klingre Sang
igennem Mørket Gang paa Gang.
Vær hilset Gryets Morgenrøde,
du Skaber af den nye Dag,
som maner Mørkets Nat til Døde
og hejser Haabets gyldne Flag
højt over Vintrens trange Hvil:
du Vaarens første friske Smil!