Kalliope
→
Poets
→
Knud Lyne Rahbek
→
First lines
Knud Lyne Rahbek
(1760–1830)
Works
Poem titles
First lines
References
Biography
Søg
All poems by Knud Lyne Rahbek on Kalliope, ordered alphabetically by the first line of the text. The list can be used to find a poem when the title is unknown.
A
Ad næsten modsat Sti gik begges Aand
Afgudsdyrkelses og Blindheds Dage
Af Vaarens faure Blomsterhær
Ag gyldne Tigger! og vær stor!
Alle Glæder dig til Hersker kaare
Alting paa Jorden er kun Fias
Alting, siger Salomon, haver sin Tid
Alt nogen Tid jeg grubet har
Al Verden til Feide nu udruster sig
At dömme Handlinger, Fortienester og Folk
At intet er saa sundt, som Glæde
At Mængden henrykt skiønner paa dit Værd
At offre til de hulde Gratier
Atter, atter kommer du tilbage
Atter en Cypres i Laurbærlunden!
Atter gleed et Aar af Deres Dage
At vi ere Børn tilsammen
B
Baltias Thermopyle! som byder
Barndoms Lyst, og Barndoms Smerte
Bedste mellem alle Fædre!
Blandt Floras favre Døttres Hær
Blandt Floras hulde Döttres Hær
Bort, I Frieheds Prædikanter!
Brødre! Hvorfor flyde
Brødre! hører Stormen tude
Brødre! I, som Viisdom dyrke
Brødre! lader Sangen stige!
D
Da du fremsteeg af Havets Skiød
Dag for Dag, og Aar for Aar henflyder
Da Glæden til Jorden som Pillegrim kom
Da Huldgudinden i sin Yndighed
Da Jupiter engang faldt paa
De Dage bortile med Lynildens Fart
De Dage, da Troldene end var istand
De er altsaa fast, urokkelig i Deres Beslutning
De gode Gamle sang saa tit
De kom, de kom, de længe ønskte Dage
De matte Lemmer sig mod Jorden böie
De Mennesker vide saa lidt, hvad de vil
Den fromme Frue Signild paa Sotteseng laae
Den første Sang i Vennelag
Den heele Landbye samler sig
Den Ild, o Gud! der om dig luer
Den lykkelige, hvem den blide Himmel
Den samfulde Verden nu taler om Fred
Der er et Land: Citronen blomstrer vildt
Der er paa Jorden knap et Sted
Der gives en Plads i det kiölige Rum
Dersom det er sandt, Man siger
Dersom nogen Drengen Amor seer
Der staaer en Borg paa Höien hist
Der var engang en tapper Mand
Der var en Lov i Grækenland
Der var en Skik i Samnien
De Stierner de tindre paa Himmelens Blaae
Det er en hæslig Mode vorden
Det er os medfødt høit at ære det
Det hedder, at de unge Piger
Det hændte sig engang
Dig, Arimanes! om du findes
Dig tænker jeg, naar Solens Straaler spille
Din Sol, Natur! gaaer op saa skiön
Dog tröstig vær, this naar det strænge Kald
Du har dine Stötter opbygget dig
Du her ei Ewald, ei vor Wiibe finder
Du nærmer dig! du troer at bringe Glæder
Du vort Selskabs Skytsgudinde
E
Ei duer det eene at være!”
Ei eene os til Held vi sattes her
Ei evig man mig forekaste skal
Ei forgiæves lærte jeg at frygte
Ei kom jeg Eders Skaansel at begiære
Ei prøver jeg at male dig Veninde!
En bedre Digter os fortalte
En Dag to Skaldede tilsammen staae
End, Brødre! end lød ei det Bud
End er du ei til Himlen vendt tilbage
En Konge havde sig engang en Nar
En lille Qviddrer kommer her
En Natfiol saa ydmyg stod
En Skaal for Hver, hvis Hjerte og hvis Haand
En Sörgende sad under Hængebirkstræ
En Yngling, hvem den hede Videtørst
En Yngling, hvem den hede Videtörst
Er det den sande Lykke her paa Jorden
Et evigt Navn jeg ikke har i Vente
Et löierligt Eventur vil jeg fortælle
F
Fader! du hvis Vink udrev
Fader! lad mig komme dig ihu
Falsk og flygtig er al Jordens Glæde
Farvel! Farvel! Tak for hvert Glimt af Glæde
Farvel! o Schultz! til hine bedre Kloder
For Adonis er min Klage
For den Ene hun er den høie, himmelske Guddom
Forgieves Fængslets Muur gientager
Forgiæves Glædessange lyde
For ham tre Nationers Taarer rinde
For hvem er denne Klage, som gienlyder
For Studiegaardens Dogmatik
Fra fiern og fremmed Egn vi komme hid
Frieheds, Venskabs, Glædens Sæde
Før skal, saa svor du Chloe, Bølgen tage
G
Glemsel og Erindring mig ledsage
Glæden Livets Rose er
Gratie! nu undres jeg ei længer
Græder, Gratier! thi Lyda græder
Græder Jettas elskte Piger! græder!
H
Halvtredsindstyve Aar som nu!
Han elsked’ Dyd, var ærlig Lasters Fiende
Han var saa god, som han var viis og lærd!
Har Jorden ingen mere Fred for mig?
Heisa! Juchheya! Dudeldumdei
Held den Mand, hvis skjønne Fjed
Held Fyrsten, som er Lysets Ven
Held mig! mit Ord var Spaadom! værdig toner
Hel’ge Olie, som heler
Her er Glædens altid lyse Hiem
Her, hvor vi forsamles til Glæde
Herr Rasmus han sidder saa sorrigfuld
Himlens Datter! uforsonlige!
Himmel! mine Klager bede
Hist Lauenborg det gamle staaer
Hos mig du skuer nu den Aarsenstid
Hun borte er! forgiæves er min Klage!
Hvad man just ikke ønske kan enhver
Hvad Venskab er, hvori det vel bestaaer
Hver paa Jorden har sin Skik
Hver, som hylder muntre Glæder
Hvi rose I saa vore Fædre
Hvis jeg var riig, saa raabe alle Munde
Hvo kan os Grønt og Blomster finde
Hvo meer i Yndest hos sin Stierne staaer
Hvorfor klage, hvorfor græde
Hvor lykkelig var jeg den Ring at finde
Hvor længe, Albion! skal jeg fra Havn til Havn
Hymens Fakkel nu omstunder
I
I Barndoms Aar var alt min Siæls Attraae
I Blindheds og Afguderiets Dage
I Dag al Verden har om Fred at sige
I eensom Lund en Rose skiøn
I elskte Brødres Kreds, blandt festlig høie Glæder
Ifald jeg var som Croesus riig
I Fior paa denne Dag landflygtig, elskte Pige!
I Mark jeg sværmer stille, vild
I, som i spredte Sange höre her
I tiende Skumrings den tankefuld Stund
I Ungdommens Aar har man sjelden sit Vid
I Ungdoms Vaar
I unge Skialde! samler eder
I yngre Dage var jeg en utrættelig Fodgiænger
J
Ja, skiønt er Danmarks Datters Navn at bære
Jeg denne Krands min Cloe knyder
Jeg Eder seer igien, I stille Steder
Jeg kan ei, tør ei, maa ei, vil ei, Ven!
Jeg kommer hid fra Bierget af
Jeg seer min Betty blive stor
Jeg veed det sikkert, Ven, at Lessings Nathan vil
K
Klager Dydens fromme Sønner, klager!
Klare Kilde! elskte Lund!
Knæle, hvo lyster for Lykkens Gudinde
Kom Brødre! lad os drikke!
Kong Carl laae med en mægtig Hær
Kong Midas udi Lydien
L
Lad andre raabe paa Sommeren
Lad andre tvistes længe nok om Tiden
Lad, hvo der vil, kun Tønder Guld opdynge!
Lad miltsyge Daarer bagtale vor Jord!
Lad os drikke
Lad os drikke, lad os synge
Landflygtig Glæden var paa Jorden
Livet man med Grund kan kalde
Lyksalig den, der langt fra Mennesker
M
Mahomed Tyrkerne skjændig forraadte
Mangen Taare paa min Krands er runden
Man trættes nu saa meget her
Med denne Vennegave lad mig, Ven!
Med Hyldest, Ven! modtag fra Vennehænder
Mellem de paa eengang latterligste og sørgeligste Fordommer
Mere Søgen ei behøves nu
Mig krænker Alderdom, og Ungdoms Aar tillige
Min Eensomheds bestandig tro Indbygger
Min Fædrestad! som glemmer al min Lyst
Min Hendrik! nei min Konge! ak din Vrede
Min Laura stræng forskyder mine Suk
Min Sang, min Lina, er for dig!
Min Stolthed er, at være Deres Ven
Min tunge Lod jeg klage maa
Min Ven! som næsten i min Barndoms Dage
Min Vilhelm! kan dig Ordet min ei sige
Mit Levnet bestandig har sandet
Mon da saa stor en Lykke livet er
Maaskee den Dyveke, man finder her
N
Nedstegen Phæbus er i Thetis Favn
Nei! aldrig, aldrig, Corali!
Nei bort med Sange, bort med Dands
Nei! min Maria! siig ei saa
Nu bort med alskens Politik
Nyd ogsaa dette Værk af Florian!
Nys drømte jeg ved Midnatsstund
Naar bort fra dem, der ellers skiönne ere
Naar for den blide Tankes stille Dom
Naar heele sit Levnet man nøie beseer
Naar jeg drikker, jeg i Sang
Naar jeg hos Lykken, som hos Mennesker
Naar Jovas Skiald med Nordmands Varme maler
Naar Klaffertungerne dig stikke
Naar vil Døden dette Øie lukke
O
O du, der Livets bedste Lyst
O Elskov! vil du, jeg skal drage
Og Brudgommen Ungersvend-Venskab det var
Og det vel omtrent monne være eet Aar
Og du, min Bernhoft! du ei heller meer
Og du — min Rein! bortrives af mit Favn!
Og er vor Jord end fuld af Plager
Og nu en Skaal for det elskte Kjøn
O hvor lykkelig er den
O klag! Dinas Emlia! thi nær er den Stund
O kom! kom snart tilbage, hulde Vaar!
O kunde jeg som til et Høitidsgilde
O Lalage! hvo danned’ dig
O lette Søvn! skiøndt Dødens Billede
O luk mig op, barmhiertig vær!
Om Aftenen blev Adam skabt
Om Dyd og Aand ei Skiebnen rører
Omsider da! omsider mit du er
O Norges Skytsaand! ynd vor Glæde!
Op af din Slummer! Melpomene byder!
Oplever du den Time, da din Ven
Os den vise Syrak lærer
O Slummer! du den stille sorrigblide
O Sörgeqvad! lad mig i Ro!
O Ven! du venter mig forgiæves
O Ven! hvis Kald det blev at vogte Kirkens Faar
P
Paa Bredden af Shannon, da Sally var min
Paa Friehed høres alle skrige
R
Roes, Riigdom, Elskov, Venskab selv er Skygge
S
Skal den hedde viis, som det ei rører
Skiön Kiæden var, som jeg dig gav
Skiøn Nais var, som Kærligheds Gudinde
Skjønne Guddomsstraale, Glæde!
Slemme Dreng! hvis jeg dig fat kun faae
Snart bortile Livets Dage
Som Sandhed nøgen, han kun Skiønhed Hiertet bringer
Som svag udlevet Fader glad mon skue
Som Zeus lyksalig er den Mand
Sov bedste Dreng! du sidste Glæde
Stille Veemods søde Taarer rinde
Storme vildt om Thorvalds Leie hviner
Sög ei at give Ord for Ord
Sørge, hvo sørge vil!
Sövn, Fraadseri, og blöde Lediggang
Saa iler du bort fra vort sukkende Bryst
Saa kiær en Gave Walthers Billed er
Saa mangen Egn paa Skiønhed riig
Saa svandt vor Aften hen i Glæde
T
Taus hviler Laurbærlundens Philomele
Tidlig du af vore Arme reves
Til Chloe maae i Allenstund
Til Overflod du intet af dem agte
Til Templet söger sorgfuld Hob i Bön
Tit saare langt man efter Lykken jager
Troe ei, jeg glemmer, vennehulde Pige!
Troer du ikke, Moder, at din Søn
Tung er Veien giennem Livet
U
Uendelige Væsen! Du
Uskyldige og muntre Faar!
Uskyld, vor Lyksalighed!
V
Valborgs ædle Sanger! hæv din Stemme
Velkommen her! dig imøde lød
Veninde! paa Parnas en hæftig Trætte
Venlige Søvngud! Blid stig ned
Venskabs Gud, kom huld omsvæver
Ven! som fortolked’ Melpomenes Savn
Verden er, som man den tager
Verden til Feide nu udruster sig
Vexelviis Europas Heltehære
Vi April bestandig rende
Viis mig en lykkelig Mand og jeg glemmer de himmelske Guder
Vil du at Livet dig skal smage
Vinen er i Fryd og Smerte
Vi skiltes Uvenner ad i Gaar Aftes første Gang i vort Liv
Vore elskte Søstre leve!
Vor Frue og Sanct Hans til Priis
Vor Lod er Kummer; ingen Bøn bevæger
Vort Fødeland var altid rigt
[Hvidtfeldts Vise]
Vort Fødeland var altid rigt
[Hvitfelds Vise]
Y
Ynkværdige Bog
