Der er et Land, Citronen blomstrer vildt,
bag dunkle Løv Orangen gløder mildt,
en sagte Kjøling gjennem Egnen gaaer,
hvor Myrten blid hos Laurbærtræet staaer:
o, elskte Land! didhen, didhen,
hvor sødt at tye med dig, min elskte Ven!
Der er et Huus, dets Tag paa Søiler lagt,
høi Salen er og straalende dens Pragt;
hvert Marmorbillede smiler huldt til mig:
„du arme, arme Barn hvad gjør man dig?”
O, elskte Huus! didhen, didhen,
hvor sødt at tye med dig, min elskte Ven!
Der er et Bjerg, hvis Fodsti øines ei;
i Taagen Mulen søger der sin Vei;
i Klippens Rifter ruger Dragen grum,
og Fjelde styrte ned i Fossens Skum:
o, elskte Bjerg! didhen, didhen,
kom lad os tye, min faderlige Ven!